Psykologteam

Vi har to psykologer ansat ved Aktiv Weekend.
Den unge får tildelt en psykolog, der følger udviklingsforløbet under anbringelsen.

Psykologernes opgaver

 

Behandlingsforløb

Under opholdet på en Boafdeling tilbydes den unge samtaler med psykologen som et behandlingsforløb. Dette gives, hvis det skønnes, at den unge er motiveret herfor, og kan profitere af et sådant.

Vores psykologer arbejder grundlæggende som metodiske generalister, idet de møder forskellige unge i meget forskellige livssituationer, der kalder på differentierede tilgange. Der bruges i samtaler derfor både psykodynamisk teori og kognitiv terapi, som er bredt anvendt og viser gode behandlingsresultater. Samtaleforløb kan også inddrage elementer fra narrativ terapi, ACT, mentaliseringsbaseret terapi, mindfulness, m.m.

Psykologsamtalerne kan hjælpe med bearbejdning af eventuelle traumer, den unge har lidt, og kan ligeledes støtte den unge i at implementere nye og mere konstruktive adfærdsmønstre. Dette behandlingstilbud gælder for alle unge, indskrevet på Aktiv Weekends Boafdelinger.

 

Sagssupervision

Psykologen deltager desuden ved statusmøder, og der udøves supervision til Boafdelingernes medarbejdere. Er der behov for en ekstra indsats i forhold til støtte og samarbejde med forældre til vores unge, kan psykologen efter aftale være behjælpelig.

Supervision til det pædagogiske personale er et essentielt redskab til faglig udvikling og professionel pædagogisk støtte. Pædagogerne styrker her deres målrettede og individuelle brug af miljøterapeutiske og pædagogiske værktøjer, og udvikler deres forståelse og bevidsthed om egne roller i forhold til hver enkelt ung.

 

Psykologisk testning og udtalelser

Herudover vil der være mulighed for psykologisk testning og udtalelser, som led i en undersøgelse af specifikke spørgsmål og symptomer.

Psykologisk testning og undersøgelse kan gennemføres på et almenpraktiserende niveau, og de heraf resulterende udtalelser kan fx bruges til vurdering af behov for decideret psykiatrisk udredning, eller til afklaring og tilrettelæggelse af den pædagogiske behandling.