Ydelsesbeskrivelse og pædagogik

Kerneydelse

I.
Der tilbydes:
Et udredningsforløb, hvor den unges ressourcer, vanskeligheder og behov indkredses og beskrives. På baggrund af udredningsforløbet vurderes det, hvor den unge bør placeres for at opnå optimal støtte og udvikling. Anbringelse kan ske enten internt på AW’s boafdelingereller eksternt. Udredningsforløbet er knyttet til AW’s Akutafdeling, ( jf. kriterie 3.)

II.
Der tilbydes:
Et socialpædagogisk behandlingsforløb bestående af:

  • en indslusning (jf. kriterie. 3)
  • et efterfølgende udviklingsforløb baseret på den nedenfor beskrevne pædagogiske progression mellem AW.s forskellige afdelinger afsluttende med udslusning og efterværn (jf. kriterie 4)
  • en pædagogisk praksis med udgangspunkt i en systemisk, kulturteoretisk og eksistentielt aktualiserende tilgang og med focus på:
    - udvikling af sociale kompetencer med henblik på at udvikle den unges mulighed for at relatere og indgå i sociale samspil samt aflæse perspektiver og kontekster
    - udvikling af personlige kompetencer med henblik på målrettethed og selvansvarlighed, herunder at kunne være økonomisk, sundhedsmæssig og hygiejnisk selvansvarlighed samt at kunne opstille og forfølge selvformulerede mål


Delydelser

Som delydelser tilbyder AW:

  • neuropsykologisk testning
  • pædagogisk og psykologisk samtale- og behandling
  • fysiske udfoldelse og træning gennem sports- og friluftsaktiviteter (outdoor-pædagogik)
  • skoletestning


Målgruppe

Målgruppen er unge mennesker i alderen 13 til det fyldte 18. år, med mulighed for forlængelse frem til det fyldte 23. år, der karakteriseres ved et uhensigtsmæssigt socialt handlemønster.

Det drejer sig om unge, der kan karakteriseres som:

  • Opmærksomhedsforstyrrede
  • Omsorgssvigtede
  • Tidligt følelsesmæssigt skadede
  • Tilknytningsforstyrrede
  • Empatiforstyrrede
  • Stærkt udad reagerende
  • Normløse og grænsesøgende
  • Destruktive/selvdestruktive
  • Aktive misbrugere
  • Voldskriminelle
  • Berigelseskriminelle
  • Unge med en adfærd, hvor det omgivende samfund skal beskyttes


Afgrænsning:

AW modtager ikke:

  • Psykisk syge med tunge psykiatriske diagnoser
  • Fysisk/psykisk handicappede


Pædagogiske teorier/behandlingsmæssige metoder

Overordnet anlægger AW en systemisk tilgang i arbejdet med sine unge. Det betyder, at AW er opmærksom på, at de unge er en del af en større helhed, og at alle de relationer, de har, påvirker dem.

Inspireret af kulturteoretisk og eksistentiel pædagogik arbejder AW med henholdsvis perspektiv og mening som centrale begreber. Således ser AW de unge fra forskellige perspektiver, herunder: aktørperspektivet, hvilket indebærer, at AW som udgangspunkt antager, at de unge med deres handlinger søger at skabe mening i deres liv.

AW baserer sin pædagogik på et teorigrundlag defineret ved:

  • Socialkonstruktivisme
  • Socialøkologi
  • Kulturteoretisk pædagogik
  • Eksistentiel pædagogik

De væsentligste kernebegreber i AW’s behandlingsmetode er:

  • Autoritet
  • Sociale relationer og sammenhænge
  • Struktureret miljø
  • Involvering gennem engagement og handling

Det betyder, at der arbejdes med respekt for sociale normer og regler og med henblik på at udvikle de unges demokratiske kompetencer og dannelse. AW’s medarbejdere er i alle situationer den primære og ansvarlige autoritet i arbejdet med de unge. AW’s arbejde er systematisk struktureret pædagogik, hvilket indebærer, at rammerne for den unges kompetence og ansvarsområde er tydelige og veldefinerede i en forståelsesramme, den unge kan acceptere og deltage i ud fra de forskellige perspektiver, som en given sammenhæng implicerer. Samtidigt arbejdes der med at skærpe den unges opmærksomhed på sociale samspil samt normer og perspektiver som centrale strukturer i hverdagslivet. (jf. kriterie 9, Værdigrundlag)

Graden af inddragelse af de unge i planlægning og rammesætning differentieres i forhold til progressionen i behandlingsforløbet og placering på institutionens forskellige afdelinger. (jf. kriterie 6, Inddragelse af børn og unge)
Progression:

AW.s pædagogiske arbejde bygger således på en progressionstænkning, som udtrykkes gennem en differentiering af den pædagogiske praksis på alle AW.s afdelinger. AW.s pædagogiske tænkning er dermed nøje forbundet med AW.s fysiske opbygning på afdelingsniveau. (Jf. i øvrigt Bilag 1, Progressionsmodel).

For at opnå så optimal en anbringelse som muligt anbringes den unge typisk først på:

  1. Akutafdelingen, hvor udredningsforløbet finder sted med henblik på en efterfølgende placering på en relevant bo-afdeling i AW eller eksternt. På Akutafdelingen indgår den ny anbragte unge i en struktureret hverdag sammen med den aktuelle unge-gruppe på afdelingen. Med udgangspunkt i dette udrednings- og indslusningsforløb (jf. kriterie 3) vurderes det ud fra statusrapporten, om den unge skal videre på AW, og på hvilken bo afdeling den unge i den forbindelse kan indgå på.
  2. Ved komplekse problematikker, som opmærksomhedsforstyrrelser og/eller ringe sociale kompetencer, der fortsat kræver en relativt fast struktur og begrænsninger i frihed, anbringes den unge først på bo-afdelingen Dalgasgade.
  3. Bo afdelingerne: Lyngbygade og Falkevej modtager unge med relativt gode sociale kompetencer og tilsvarende ansvarsbevidsthed og tilbyder derfor mulighed for friere forhold i den unges liv, herunder deltagelse i forenings- og fritidsaktiviteter i det omgivende samfund. På disse bo afdelinger kommer dels unge, som anses for klar til den relative frihed efter indslusningsforløbet, dels unge, som efter ophold på bo afdelingen Dalgasgade kan leve op til den øgede frihed.
  4. Bo afdelingen Richtersvej modtager unge, som er delvist selvhjulpne og typisk i gang med en uddannelse eller tilknyttet arbejdsmarkedet. Disse unge kan administrere en højere grad af frihed og ansvar, og de støttes til at fastholde sig selv i en positiv udvikling. De unge på denne afdeling kommer hovedsagligt fra AW’s øvrige afdelinger.

Hertil kommer, at AW som en del af sin pædagogik råder over ”Skovgården”, der tjener som en særlig foranstaltning og aflastning for AW.s 5 afdelinger i tilfælde, hvor en ung har brug for ro til at reflektere over egen adfærd, behov, mål og ressourcer. I “Skovgården”, som fysisk er placeret i ‘Snabehus’ i Vrads, møder den unge en særligt struktureret og voksenstyret indsats, hvor fokus er på en høj grad af den unges henvisthed på sig selv, støttet af en intensiv kontakt med en enkelt eller nogle få pædagoger.