Aktiv Weekend

Sammen er vi bedre

Pressemeddelelse – Orientering om ophør af Aktiv Weekend

 

Socialtilsyn Midt har truffet afgørelse om at trække godkendelsen til drift af botilbuddene under Aktiv Weekend. Som følge heraf ophører Aktiv Weekend med at drive tilbuddene.

Afgørelsen indebærer, at tilbuddene kan fortsætte i en afviklingsperiode med henblik på en ordnet lukning. På baggrund af den samlede situation, herunder de økonomiske konsekvenser af afgørelsen, har bestyrelsen vurderet, at der ikke er grundlag for at videreføre driften. Aktiv Weekend har derfor indgivet konkursbegæring, da der ikke er økonomiske midler til at fortsætte driften i perioden med et faldende antal indskrevne.

Aktiv Weekend har eksisteret i næsten 20 år, og vi har gennem tiden arbejdet for at skabe rammer, udvikling og støtte for en kompleks målgruppe. Vi anerkender, at Socialtilsyn Midt har rejst alvorlig kritik, og at der på nogle områder har været brister i kvaliteten. Det tager vi alvorligt. Af hensyn til de involverede unges privatliv, retssikkerhed og gældende lovgivning kan vi ikke kommentere konkrete enkeltsager offentligt, som flere medier spørger ind til.

Socialtilsyn Midt, de anbringende kommuner og øvrige relevante myndigheder er orienteret. Afviklingen er sket i samarbejde med myndighederne med fokus på at sikre en så ordentlig, koordineret og tryg overgang som muligt for de indskrevne unge

Afslutningsvis vil vi gerne takke de mange samarbejdspartnere, som gennem tiden har bidraget konstruktivt og professionelt til arbejdet omkring Aktiv Weekend og de indskrevne unge. Vi vil særligt takke Socialtilsynet, Patientsikkerhedsstyrelsen, det lokale politi og SSP samt de anbringende kommuner, skolemyndigheder, sundhedsvæsenet, praktiksteder og øvrige samarbejdspartnere. Det tværfaglige samarbejde har været væsentligt i arbejdet med en kompleks målgruppe

Vi vil samtidig rette en særlig tak til den seneste leder, Keshia Haagh, som i en ekstraordinært svær periode i høj grad har kæmpet for at få rettet skuden ind, men vi har desværre måttet indse, at hun har haft for kort tid til at kunne gennemføre de nødvendige ændringer. Keshia har udvist stor faglighed og ledelsesmæssig styrke under vanskelige vilkår.

Endelig vil vi gerne takke de mange dygtige og engagerede medarbejdere, vi har haft gennem tiden. Deres indsats, professionalisme og omsorg har været afgørende for arbejdet med de unge, og vi anerkender den betydning, de har haft for mange forløb og menneskers liv.